Ministeren har ikke sat sig ind i, hvad forskningsfrihed er

Kommentar af Heine Andersen, professor emeritus, Sociologisk Institut, i Altinget den 1. oktober 2020.

Regeringen lægger op til at stramme skruen endnu en omgang. Mere forskningsstyring.

I Information 3. september siger minister Ane Halsboe-Jørgensen:

”Ja, vi lægger op til politisk at styre mere, end man hidtil har gjort, men hvordan den enkelte forsker laver sin forskning, og hvilke resultater de kommer frem til, det kommer vi aldrig nogensinde til at blande os i. Forskningsfriheden står fuldstændig urørt.”

Det er møntet på en pulje på 750 millioner kroner til grøn omstilling.

Styring i cigarkasser

Et historisk helikopter-snapshot på styringsmaniens udbredelse de seneste cirka 50 år til eftertanke: I 1976 nedsatte undervisningsminister Ritt Bjerregaard et udvalg, der skulle anvise metoder til forskningsstyring.

Seks universitetsprofessorer redegjorde omhyggeligt for alt, de kunne finde - i et teknisk neutralt sprog, lige indtil de på siderne 102-06 kom til følgende mulighed: ministeren skal direkte kunne pålægge universiteterne at udføre bestemte forskningsopgaver.

Her stod de af. Det ville udvalget ikke anbefale, da det ”hos mange [vil] give anledning til sammenligning med Nazityskland, Lysenko-sagen m.v.”

Realisering af netop dette forslag lod da også vente på sig.

Mere præcist gik der 41 år, før minister Helge Sander i 2007 med bredt flertal i Folketinget fik gennemført forslaget, så ministeren nu kan pålægge universiteterne bestemte opgaver (universitetslovens § 33, stk. 2). Det hedder myndighedsbetjening.

Allerede 2003-loven rummede et markant fremstød for styringsideologerne, da man vedtog at universiteterne ”skal bidrage til at fremme vækst, velfærd og udvikling …” (§ 2, stk. 3 i universitetsloven).

Især styring via penge (bevillinger) blev hurtigt populært. Fra midten af 1980-erne blev der sat penge af til en række rammeprogrammer - FØTEK, BIOTEK med videre.

Det udartede efterhånden til et mylder af store og små cigarkasser. Udvælgelse foregik uden solid forskningsmæssig basis, og til sidst blev det så farceagtigt, at man blev enige om at forsøge at samle sådanne midler under et strategisk forskningsråd.

Prioritetsemner kan undersøges mod betaling

Altså ikke meget nyt under solen, bortset fra omfanget. Og så at pendulet er ved at svinge tilbage til cigarkasser.

Det ser ud som om, at det nu er 13 “klimapartnerskaber”, nedsat under Erhvervsministeriet, der skal velsignes med cigarkassemidler fra grøn pulje.

I Altinget 11. september skriver Anders Martin Klöcker, L&F, at deres klimapatnerskab har udarbejdet 11 forslag til forskning i grøn omstilling, som er parat til at blive bedømt efter “gængse vurderingskriterier og uden at krænke forskningsfriheden”.

Forskningsfrihed, sød musik, ihukommende oksekødsskandalen fra sommeren 2019 og andre famøse sager. Men ak, med al respekt, Klöcker har tydeligvis ikke har sat sig ind i, hvad forskningsfrihed er.

Det er klart, at regeringen og andre har ret til at søge deres prioritetsemner udforsket - mod betaling.

Men det bygger på tre forudsætninger:

1. At de betaler fuld pris. Det sker sjældent, derfor spiser de af basismidler.
2. At der ved siden af er en solid søjle af fri og uafhængig forskning. Det er der ikke. Den skævvrides i jagten på eksterne midler, er malkeko og udsættes for pres i samarbejdet.
3. At betalingsforskningen foregår frit, så den er til at stole på. Det sker ikke altid, så fordrejede resultater udbredes under falsk etikette, som om det var forskning.

Ingen af disse forudsætninger er således opfyldt i dag. Mundkurve, pression, trusler, underfinansiering af projekter, ulovlige fyringer, løse ansættelser, fravær af kollegialt selvstyre – og mere kunne tilføjes.

Friheden handler om emnevalg

De smukke ord om forskningsfrihed er hule floskler, så længe man end ikke gør mine til at gøre noget for at løse de veldokumenterede problemer.

Allerførst må man sætte sig ind i, hvad selve begrebet forskningsfrihed dækker over. For en minister på området skulle det være en embedspligt, men det har ministeren tydeligvis ikke gjort, hvilket fremgår af det citat, som jeg indledte med:

Ministeren siger, at “forskningsfriheden står fuldstændig urørt”. Det må være hendes personlige vildfarelse, men som minister skal hun administrere efter loven.

Godt nok skal man lede længe i retskilder og myndighedsdokumenter, men faktisk findes en enkelt forklarende sætning, nemlig i lovbemærkningerne til 2007-loven. Her står, at forskningsfrihed omfatter “frihed til at vælge metode, fremgangsmåde og emne”.

Det er altså, hvad lovgiverne havde I tankerne, da de vedtog loven, og det må være det, som ministeren er forpligtet til at administrere ud fra, så længe loven ikke laves om.

Jeg håber, at ministeren vil være enig i dette. Og bemærk: frihed til at vælge emne.

Midler øremærket til grøn omstilling er ikke frie, i særdeleshed ikke, hvis forskerne er henvist til at vælge imellem projektemner, der er designet at andre, såsom klimapartnerskaber. Og ministeren siger jo også, at de lægger op til at styre mere.

Stop med dette orwellske new speak, det hæmmer fornuftig samtale.

Gå i stedet gang med at rette op på den invaliderede forskningsfrihed. Der er faktisk fremkommet en mængde konstruktive forslag, der hidtil blot er blevet ignoreret eller sendt i syltekrukke.

Emner