Nye studier: Brug af mundbind øger ikke risikoadfærd

Diskussionen om mundbind har ikke kun handlet om, hvor effektivt de begrænser smittespredning ved at hæmme dråbesmitte, men også om brugen af mundbind kan virke direkte mod hensigten, hvis folk bruger dem forkert eller får folk til at handle mere risikobetonet.

Nu afliver nye studier gennemført af forskere fra Sociologisk Institut og den hollandske forskningsinstitution NSCR frygten for to negative effekter: At mundbind får os til at ignorere afstandskrav, f.eks. på grund af falsk tryghed, og at vi oftere kommer til at røre os selv i ansigtet og dermed øger risikoen for kontaktsmitte.

Vi taler om, at folk er coronatrætte og kun interesserede i deres eget, men de fleste vil gerne gøre deres bedste og tage hensyn.

Ifølge omfattende analyser af videoer fra hollandske overvågningskameraer gør brug af mundbind ingen forskel på den afstand, vi holder til andre i det offentlige rum. Det gør derimod den trængsel, man som fodgænger møder på gaden, forklarer lektor ved Sociologisk Institut Marie Rosenkrantz Lindegaard, der har stået i spidsen for studierne.

”Når forholdene er til det, så holder folk den afstand, som bliver anbefalet. Men når der er for mange til stede, overtræder man reglerne. Vi taler om, at folk er coronatrætte og kun interesserede i deres eget, men de fleste vil gerne gøre deres bedste og tage hensyn,” siger hun.

Faktisk adfærd med mundbind

Marie Rosenkrantz Lindegaard er aktuelt bosiddende i Amsterdam, hvor hun parallelt med sin tilknytning til Sociologisk Institut er ansat som professor og seniorforsker på det hollandske Institut for Studier i Kriminalitet og Retshåndhævning, NSCR.

Her har hun i samarbejde med danske og hollandske kolleger i to omgange, før og efter sommerferien, undersøgt mundbindsbrugen ved systematisk at studere folks faktiske adfærd på videooptagelser hentet fra overvågningskameraer placeret på befærdede gader i Amsterdam og Rotterdam.

Analyserne fra den første undersøgelse, der blev gennemført i Amsterdam fra slutningen af maj og en måned frem, viste en tæt sammenhæng mellem, hvor befærdet gaderne var, og om folk var i stand til at overholde den hollandske anbefaling om at holde minimum 1,5 meters afstand til andre. Omvendt gjorde brugen af mundbind altså ingen målbar forskel.

Samme billede tegnede sig i en efterfølgende større undersøgelse gennemført i august i Rotterdam og Amsterdam, efter at de to byer havde indført obligatorisk brug af mundbind i de mest befærdede dele af byen. Også her var det trængslen snarere end brug af mundbind, som havde betydning for, om fodgængere holdt afstand til hinanden.

Vi berører ikke ansigtet mere

Samtidig kan de to studier ikke bekræfte en anden indvending mod mundbind: Nemlig formodningen om, at de får os til at berøre ansigtet hyppigere. Tværtimod peger analyserne på, at antallet af ansigtsberøringer sandsynligvis falder, når man bærer mundbind.

Der er en vis usikkerhed forbundet med det resultat. Forskerne peger blandt andet på, at forskellige måder at definere og registrere ansigtsberøringer på vil give lidt forskellige resultater, ligesom videooptagelserne kun kan sige noget om adfærden hos folk, der passerer på gaden.

Men trods sådanne forbehold er Marie Rosenkrantz Lindegaard sikker på hovedkonklusionen:

”Det er i virkeligheden ret mekanisk. Hvis man har et mundbind på, så stikker man ikke en finger i næsen eller munden. Så på den måde virker det,” siger hun.

Satte aftryk på regeringspolitik

Resultaterne har fået stor politisk betydning i Holland. Særligt den anden del af undersøgelsen, som blev igangsat i august, efter at Rotterdam og Amsterdam indførte mere vidtgående krav om mundbind, har været med til at flytte holdninger, vurderer Marie Rosenkrantz Lindegaard.

Fordi man ikke længere kunne bruge argumentet, at mundbind leder til risikoadfærd, ændrede regeringen politik.

Som i Danmark er brugen af mundbind fagligt og politisk omdiskuteret, og undersøgelserne blev gennemført på opdrag af den hollandske regering og det hollandske seruminstitut, som ønskede at afdække de reelle konsekvenser af mundbindsbrug på folks adfærd.

Forskerteamet formidlede derfor løbende resultater til myndigheder, regering og borgmestre, og den hollandske statsminister, Mark Rutte, henviste direkte til dem på tv, da regeringen endte med at anbefale øget brug af mundbind.

”Fordi man ikke længere kunne bruge argumentet, at mundbind leder til risikoadfærd, ændrede regeringen politik fra at være imod brugen af mundbind til stærkt at anbefale det i butikker og andre offentlige rum,” siger Marie Rosenkrantz Lindegaard.

Simpelt studiedesign var en fordel

Hun mener, at studiets enkle opbygning med dets brug af videooptagelser har vist sig at være en stor styrke, når det handlede om at evaluere et så politiseret spørgsmål som brugen af mundbind.

”Vi var måske nogle af de eneste, der kunne lave denne undersøgelse i Holland, fordi videobilleder er så konkrete og derfor kunne overvinde polariseringerne. Vores målemetoder er simple. Vores statistiske analyser er simple. Og resultaterne tilsvarende nemme at forstå. Det ser jeg som en stor cadeau til vores metode.”

Marie Rosenkrantz Lindegaard håber, at de hollandske studier kan være med til at skabe et bedre grundlag at træffe politiske valg på, også herhjemme. For ud over at nedtone bekymringer om uønskede sideeffekter ved brug af mundbind kan de også anvise nye, effektive tiltag mod smittespredning:

”I Holland har man faktisk lyttet til vores pointe om at undgå for mange mennesker i byrummet. Man har f.eks. lavet ensretninger og skabt mere plads til folk på fortovet. Mange er nok trætte af corona, men de fleste vil som sagt gerne efterleve anbefalingerne.”

Emner