558 forskere og undervisere: Universitetets formålsparagraffer skal skrives med grønt

Med en ny regering og et ambitiøst reduktionsmål for drivhusgasser har vi det perfekte momentum til at sætte en ny retning for det danske universitetssystem. Men det kræver, at bæredygtighed kommer til at indgå i institutionernes formålsparagraffer.  

Danske forsknings- og uddannelsesinstitutioner har historisk set været med til at adressere væsentlige samfundsproblemer, mens de har dannet og uddannet landets ungdom.

Selv om grundforskning altid har spillet en vigtig rolle, har fokus på udvalgte samfundsudfordringer været et afgørende element i universiteternes og professionshøjskolernes virke.

Da Københavns Universitet blev oprettet for mere end 500 år siden, var det eksempelvis med henblik på at styrke den katolske kirkes teologiske fundament, og da Den Polytekniske Læreanstalt (nu DTU) ekspanderede i slutningen af 1800-tallet, skyldtes det primært industrialiseringens behov for ingeniørkraft.

Siden blev først RUC og dernæst Aalborg Universitet skabt med afsæt i et politisk ideal om problem- og projektorienteret pædagogik, der netop havde fokus på at adressere problemer i samfundet.

Uddannelsernes formål skal på hver deres måde understøtte grøn omstilling

I det 21. århundrede har dannelsesidealerne i høj grad haft en vækstorienteret toning, hvilket særligt er kommet til udtryk igennem parolen ’kortere vej fra tanke til faktura’. Fokus på økonomisk vækst, beskæftigelse og tæt samarbejde med erhvervslivet står i dag stærkt frem i lovgivningen for videregående uddannelser.

I universitetslovens formålsparagraf (paragraf 2, stk. 3) lyder det f.eks., at »universitetets forsknings- og uddannelsesresultater skal bidrage til at fremme vækst, velfærd og udvikling i samfundet«. Til gengæld er adressering af de verserende klima- og biodiversitetskriser fraværende.

Som professor Peter Lauritsen for nylig pointerede i denne avis, kan ideen om det værdineutrale og politisk uafhængige universitet afvises som et regulært »fatamorgana«.

Han formulerede det således: »Derfor er spørgsmålet heller ikke, om man ønsker et fritstående uafhængigt universitet, eller om man tværtimod ønsker et engageret universitet. Spørgsmålet er nærmere, hvordan universitetet skal engagere sig, og hvilke dagsordener det skal understøtte og forsøge at sætte«.

I valgkampen før sommerferien var der bred politisk enighed om, at forskning og uddannelse er det, der skal bringe Danmark i den grønne førertrøje.

Bæredygtighed fylder allerede i nogen grad på landets uddannelsesinstitutioner, hvor forskere arbejder på højtryk for at forstå, hvordan vi som samfund bedst håndterer klima- og biodiversitetskriserne og tilpasser os deres konsekvenser. Og inkarnationen af vores fremtid – de studerende – efterspørger bæredygtighed som en central del af alle uddannelser.

Det gælder ikke bare på de naturvidenskabelige fag, men også inden for sundhed, samfundsvidenskab og humaniora.

For mange unge er der nemlig et alvorligt meningstab forbundet med at uddanne sig til fremtiden, hvis ikke der samtidig er tillid til, at vi alle bidrager til at løse klima- og biodiversitetskriserne.

For at undgå, at de unge taber meningen med at uddanne sig og for samtidig at bidrage til problemernes løsning, er der behov for, at de danske universiteter og professionshøjskolers formålsparagraffer skrives tydeligt med grønt.

Uddannelsernes formål skal på hver deres måde understøtte grøn omstilling – herunder udvikling af nye teknologiske løsninger.

Men der er behov for, at vi som videnssamfund tænker bredere end i tekniske løsninger: Samfundsfag, sundhed og humaniora kan bidrage med vigtig viden og uddannelse om organisering, implementering, motivation og adfærd samt indsigt i, hvordan mennesker kan forstå og trives i de sociale, kulturelle og sundhedsmæssige ændringer, som klima- og biodiversitetskriserne afføder.

Vi kræver, at bæredygtighed, klima og biodiversitet fremover får en langt mere væsentlig plads i dansk uddannelse og forskning.

Som forskere og undervisere er vi dybt bekymrede for kriserne, hvilket bl.a. er kommet til udtryk i offentligheden gennem to kollektive opråb i denne avis. Først gjorde 301 forskere opmærksomme på behovet for en ny klimarealisme, og siden opfordrede 174 forskere læserne til at engagere sig i klimastrejker og ikke-voldelig civil ulydighed.

Nu er tiden kommet til at vende blikket indad og fokusere på universiteternes og professionshøjskolernes egen rolle.

Vi har fået en ny forsknings- og uddannelsesminister, Ane Halsboe-Jørgensen. Hun er en del af en regering med et visionært mål for reduktionen af drivhusgasser. Men opfyldelsen af den målsætning og vejen til en bæredygtig fremtid ligger ikke kun i Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet.

Ane Halsboe-Jørgensen har derfor en unik mulighed for at blive den minister, der med historisk aftryk sætter en bæredygtig retning for de videregående uddannelser og sikrer, at den dominerende orientering mod vækst og beskæftigelse matches af et tilsvarende fokus på bæredygtighed.

En regerings troværdighed måles ofte på, hvilke initiativer der tages i løbet af de første 100 dage. 27. september kl. 12-14, tre måneder efter regeringsdannelsen, tager vi imod Greta Thunbergs og de unges invitation til at gå på gaden på tværs af generationer til arrangementet ’Break for Climate’.

Vi kræver, at bæredygtighed, klima og biodiversitet fremover får en langt mere væsentlig plads i dansk uddannelse og forskning. Økonomisk vækst gennem universitetsdrevet innovation og uddannelse bør ikke være et mål i sig selv, hvis det ødelægger vores livsgrundlag.

Vi har følgende forslag til, hvordan opgaven kan gribes an:

• Klima- og biodiversitetskriserne skal indgå i de videregående uddannelsesinstitutioners formålsparagraffer som centrale problemstillinger, uddannelserne har pligt til at adressere med afsæt i deres vidt forskellige fagligheder.
• Staten skal afsætte midler til udvikling af fagtonet indhold til undervisning i bæredygtig omstilling på alle videregående uddannelser.
• En betragtelig del af de strategiske forskningsmidler skal i de kommende år rettes mod projekter, der adresserer grøn omstilling med afsæt i både humanistiske, samfundsfaglige, sundhedsvidenskabelige og naturvidenskabelige perspektiver.
• Bæredygtig drift af uddannelses- og forskningsinstitutionerne skal indgå som mål i rammeaftaler med ministeriet (med medfølgende ressourcer til at klare opgaven) – f.eks. i forhold til rejseaktivitet, forplejning i forbindelse med arrangementer, biodiversitet på egne arealer, genbrug og anvendelse af vedvarende energi.

Nogle frygter, at forskningsfriheden indsnævres, når de højere uddannelser skal have fokus på væsentlige samfundsbehov. Men universitetet har altid engageret sig i samfundet, og nu er tiden kommet til at prioritere bæredygtighed som vor tids største udfordring.

Dette indebærer ikke, at forskningsfriheden sættes over styr. Det betyder heller ikke, at alle uddannelser fremover skal have et bæredygtighedsfag, eller at samtlige forskere skal omskoles til deltidsklimatologer. Men det kræver en vigtig justering af, hvad der fremover bør være de mest centrale satsningsområder, og en ambition om at tænke bæredygtighed ind i universiteternes og professionshøjskolernes daglige virke.

Ane Halsboe-Jørgensen bør ydermere udforme disse initiativer i tæt samspil med institutionerne selv og med respekt for forskningsfriheden og studiedemokratiet.

558 forskere og undervisere har underskrevet dette indlæg om, at vi skal reformere uddannelses- og forskningsinstitutionerne med bæredygtighed i centrum.

Vi har fremlagt et oplagt politisk projekt for Ane Halsboe-Jørgensen, som flugter med regeringens ambitiøse reduktionsmål.

Nu er det op til hende som minister at sætte handling bag regeringens bæredygtige retning, så vi sammen kan begynde at uddanne unge mennesker til en ny og forhåbentlig lysere fremtid.