Den ukrainske flygtningekrise udløste massemobilisering af frivillige på Facebook

Ruslands invasion af Ukraine den 24. februar sidste år sendte ikke kun chokbølger gennem det internationale samfund og regeringskontorerne. Også på græsrodsniveau udløste invasionen en stærk reaktion.

I et nyt forskningsnotat kortlægger og analyserer forskere ved Københavns Universitet, hvordan frivillige i Danmark gennem oprettelsen af facebookgrupper i krigens første uger spontant organiserede hjælp og støtte til Ukraine og ukrainske krigsflygtninge (se figur). Og hjælpen var omfattende.

Alene på Facebook opstod der i de første dage og uger over 100 hjælpegrupper på tværs af Danmark.

”Alene på Facebook opstod der i de første dage og uger over 100 hjælpegrupper på tværs af Danmark, som udtrykte støtte til Ukraine eller organiserede konkret, praktisk støtte til ukrainske flygtninge,” siger adjunkt Hjalmar Bang Carlsen, der er tilknyttet Copenhagen Center for Social Data Science (SODAS).

Sammen med lektor Jonas Toubøl og kandidatstuderende Tobias Gårdhus fra Sociologisk Institut har han kortlagt og analyseret udbredelsen af og størrelsen på de facebookgrupper, som blev dannet for at hjælpe ukrainske flygtninge. Her et år efter den russiske invasion er det for Hjalmar Bang Carlsen ikke kun slående, hvor hurtigt det civile samfund via sociale medier kunne reagere i en krisesituation, men også hvor effektivt.

”Facebookgrupperne rekrutterede mennesker, som var villige til at investere ekstremt mange kræfter: Nogle kørte busser til grænsen for at hente flygtninge, andre tilbød husly eller økonomisk støtte, og der var folk, som koordinerede indsatsen og fik etableret infrastrukturer omkring hjælpearbejdet på tværs af Danmark.”

Antal selvorganiserede hjælpegrupper på Facebook

I alt identificerer studiet 128 facebookgrupper, hvoraf 60 er knyttet til et bestemt område i Danmark. De er meget uens af størrelse. De fem største dækker næsten halvdelen af de lidt over i alt 135.000 gruppemedlemmer.

Mange vil gerne handle, når de føler, at der er noget kritisk på spil, og man kan gøre en forskel. Og dét i en grad, hvor det ikke giver mening at tale om egeninteresse.

Selv om langt fra alle medlemmer har været direkte involveret i hjælpearbejdet, og en del kan have været tilknyttet flere grupper, er den hurtige respons og karakteren af det frivillige arbejde bemærkelsesværdig, mener Hjalmar Bang Carlsen.

”Det viser, at mange gerne vil handle, når de føler, at der er noget kritisk på spil, og man kan gøre en forskel. Og dét i en grad, hvor det ikke giver mening at tale om egeninteresse – som når en person står for, at 3-4 busser kører flygtninge til Danmark. Så teorierne om, at onlineengagement er ren ’clicktivism’, hvor man alene liker et SoMe-opslag, holder ikke her. Der var i mange tilfælde tale om meget konkret handling.”

En ny responsform i civilsamfundet

Brugen af facebookgrupper som platform for mobilisering af frivillige under samfundskriser fik i Danmark for alvor betydning under den syriske flygtningekrise tilbage i 2015 og blev siden gentaget under corona-epidemien. To krisereaktioner, som også er blevet analyseret af forskerne bag det nye studie.

Under ét viser de ifølge Hjalmar Bang Carlsen, hvordan sociale medier har skabt sig en position i det frivillige hjælpearbejde ved siden af de mere etablerede hjælpeorganisationer og den offentlige indsats. Netop derfor er det vigtigt at forstå, hvilke sociale dynamikker der er i spil.

”Hvorfor melder folk sig ikke bare ind i Røde Kors eller en anden hjælpeorganisation? Nogle svarer, at det er for besværligt, langsomt, forpligtende. Mange forbinder heller ikke deres ’små’ hjælpegerninger med organisationer som Rød Kors,” siger Hjalmar Bang Carlsen, som dog samtidig peger på at den løsere organiseringsform ikke er uden problemer.

Under corona-epidemien var det bl.a. en udfordring at afdække det reelle behov for hjælp, ligesom hjælpen ikke altid nåede ud til de mest trængende. Desuden færdes ikke alle hjemmevant på sociale medier eller bryder sig om at søge hjælp den vej.

”Denne gang har der været stor efterspørgsel efter hjælp. Men det er stadig en udfordring, at det løsere organiserede hjælpearbejde ikke har den samme organisatoriske støtte og ansvarssikring, som man normalt ser i mere formelle velfærdsorganisationer. F.eks. kan man spørge, hvordan vi sikrer, at både flygtningene og de frivillige trives, hvis flygtninge bliver privat indlogeret,” siger Hjalmar Bang Carlsen.

”Men jeg vil helt klart vurdere, at arbejdet hjælper, for det er ikke småting, der bliver gjort.”