Wagner eller Adele? Generne spiller ind på vores kulturelle smag

Er du mest til opera og klassisk musik? Går du hellere til popkoncerter? Eller hører du til dem, der er altædende, når det handler om musik, bøger, film og andre kulturformer?

Uanset smag og behag opstår kulturelle præferencer ikke af sig selv, men bliver i høj grad skabt i mødet med vores omgivelser. Men har vi også en medfødt tilbøjelighed til at foretrække bestemte former for kultur og ignorere andre? En genetisk ballast, som skubber os i en bestemt retning – mod Wagner, Adele eller noget helt tredje.

Ja, lyder svaret i et netop offentliggjort studie, som estimerer, i hvor høj grad kulturelle præferencer og aktiviteter bunder i vores genetiske arv eller er skabt af miljøet. Og studiet konkluderer, at genernes aftryk er markant:

”Den gængse forestilling inden for sociologien har været, at forældre helt overvejende overfører deres kulturelle præferencer til børnene gennem socialisering, altså den sociale kontakt. Vores studie tegner et andet billede,” siger adjunkt Stine Møllegaard, der står bag studiet sammen med professor Mads Meier Jæger, begge fra Sociologisk Institut.

”Det nye er, at vi kan vise, at der er en væsentlig genetisk komponent i spil, når vi taler om det overordnede kulturforbrug. Inden for familierne bliver de kulturelle præferencer – f.eks. for finkultur eller populærkultur – først og fremmest overført af generne. Til gengæld har de oplevelser og indtryk, vi får uden for familien fra bl.a. venner og medier, stor betydning. Det handler altså ikke om enten arv eller miljø. Det er både-og.”

Tvillingstudie viser genernes betydning

I studiet sætter de to forskere tal på, hvor stor en andel af variationen i kulturpræferencer og kulturforbrug der kan forklares med genetisk disposition, social prægning i familien eller social påvirkning uden for familiens skød.

Det sker ud fra en spørgeskemaundersøgelse blandt 1.200 danske tvillingepar, heraf 466 énæggede og 734 tveæggede, som har kortlagt tvillingernes smag for og forbrug af 12 kulturelle aktiviteter (se boksen). Netop tvillingestudier er en velkendt måde at afdække geners relative betydning, da énæggede tvillinger er genetisk identiske, mens tveæggede tvillinger kun deler 50 pct. af arvemassen.

Studiet når blandt andet frem til, at 54 pct. af variationen i deltagernes smag for ’finkultur’ (f.eks. klassisk musik, teater, ballet og kunst) kan tilskrives den genetiske disposition. Blot 16 pct. skyldes social påvirkning fra familien. De resterende 30 pct. er eksterne sociale faktorer (figur 1).

Figur 1: Faktorer bag kulturpræferencer (pct.)

Mere jævnt fordelt er driverne bag smag for folkelig kultur (f.eks. biograffilm og forlystelsesparker), mens interessen for populærkultur som rock/pop og standupcomedy især skyldes ekstern social påvirkning uden for familien.

Ser man på respondenternes faktiske kulturforbrug, er den sociale påvirkning i familiemiljøet endnu mindre. Kun i forhold til deltagelse i finkultur kan man spore en svag social indflydelse via familiebaggrunden.

Samme billede tegner sig, når studiet afprøver genernes betydning for, om vi udvikler en bred musikalt og litterær smag på tværs af genrer. Også her er den genetiske faktor markant, mens der slet ikke er nogen målbar social påvirkning i familien (se figur 2).

Figur 2: Faktorer bag bredt kulturforbrug (pct.)

Har vi operavenlige gener?

Men hvordan sætter generne i praksis deres aftryk på kulturadfærden? I studiet foreslår forskerne, at det måske er den genetiske arvs indflydelse på blandt andet kognitive færdigheder og personlighedstræk, som lægger grunden til de forskellige kulturelle præferencer. Individuelle dispositioner, som i mødet med omverdenen bliver omsat til smag for og deltagelse i bestemte kulturformer.

Der findes altså ikke et særligt ’opera-gen’, men måske nok ’operavenlige’ gener. Det kræver f.eks. tålmodighed at se en fire timer lang opera, som den rastløse ikke har. På samme måde kan man forvente, at åbne og udadvendte personer vil være mere tilbøjelige til at kaste sig over en bred vifte af kulturelle genrer end mindre nysgerrige mennesker.

Forskerne understreger dog, at studiet ikke kan sige noget om, hvordan generne præcist former den kulturelle smag. Men selv om vi ikke kender de præcise mekanismer, er genernes indvirkning på kulturadfærd i sig selv en vigtig erkendelse, mener Stine Møllegaard:

”Det har bl.a. betydning for, hvordan vi udbreder kultur i forskellige sociale sammenhænge. Det er ikke nok bare at udsætte folk for kulturelle interventioner – som f.eks. at give en familie et årskort til Louisiana. Den enkelte skal have de rette forudsætninger, f.eks. kognitive evner, tålmodighed eller nysgerrighed. Ellers nytter det ikke noget.”

Frigørende viden

Det lyder alene som begrænsninger. Men ifølge Stine Møllegaard er der også noget frigørende ved, at den genetiske arv sætter visse rammer for os alle:

Du kan ikke bare give dine børn et læsekursus og så regne med, at de bliver litteratur-historikere – for nu at sætte det på spidsen. Også på kulturområdet er vi nødt til at tage højde for, at vi er disponeret forskelligt.

”Der vil være nogle, som uanset deres sociale baggrund er disponerede for kulturinteresse, og som blot mangler at blive eksponeret. Og da påvirkningen fra individuelle oplevelser stadig betyder rigtigt meget, er der også en chance for, at det sker,” siger hun.

”Desuden er det en trøst for forældrene, at de ikke står med hele ansvaret for deres børns kulturadfærd. Du kan ikke bare give dine børn et læsekursus og så regne med, at de bliver litteraturhistorikere – for nu at sætte det på spidsen. Også på kulturområdet er vi nødt til at tage højde for, at vi er disponeret forskelligt.”

Hvordan det budskab vil blive modtaget inden for et fag som sociologi, hvor Pierre Bourdieu og andre førende teoretikere på området har betonet de sociale og kulturelle faktorer, er Stine Møllegaard nu spændt på.

”Vi har før mødt modstand, og når jeg spørger mine studerende, om gener har betydning for vores adfærd, svarer mange ’slet ikke’ og bliver meget stille, når jeg siger noget andet. Men inden for sociologien er der trods alt stigende accept af, at generne også betyder noget. Vi påstår jo heller ikke, at alt er styret af gener, men blot at det er lidt naivt at hævde, at alle børn er født ens.”