Den grønne mad skal ind på rygraden – uden løftede pegefingre

På papiret er potentialet stort: I en ny rapport vurderer Klimarådet, at vi næsten kan halvere klimabelastningen fra den globale landbrugsproduktion i 2050, hvis alle i verden følger en bæredygtig kost – dvs. en kost med bl.a. mindre kød på tallerkenen.

I virkelighedens verden er det lettere sagt end gjort. Selv om de fleste godt ved, at oksekødsproduktion udleder langt mere CO2 end kartoffelavl, ryger det halve kilo hakkede oksekød alligevel i indkøbskurven onsdag efter arbejde. Rodfrugterne må så vente til en anden dag.

Netop modsætningen mellem, hvad vi ved er bedst, og hvad vi rent faktisk gør, står i centrum for en stor del af professor Bente Halkiers forskning. En hverdagssociologi, som hun har bragt med ind i Klimarådet, hvor hun siden 2020 har bidraget med sin viden om, hvordan vores vaner og rutiner styrer vores daglige forbrugsvalg.

Man antager, at hvis bare vi giver folk nok viden om verden, så handler de også anderledes. Det gør de ikke!

Og det er et område, som har været overset i klimaindsatserne, mener Bente Halkier.

”Når man ikke har brugt virkemidler fra hverdagslivsforskningen før, kan det hænge sammen med en forestilling om, at ’vi jo godt ved, hvad vi gør, når vi handler ind’. Desuden har man haft tradition for at bruge andre virkemidler som informationskampagner. Man antager, at hvis bare vi giver folk nok viden om verden, så handler de også anderledes. Det gør de ikke!”

Vil man politisk ændre på borgernes uhensigtsmæssige adfærd – og det vil rigtigt mange politikere, organisationer og eksperter i disse år – må man altså kende dagligdagens barrierer. Dvs. alle de rutiner og forhindringer, som blokerer for ønsket om f.eks. at spise mere grønt. Barrierer, som ifølge Bente Halkier også rammer den miljøbevidste forbruger:

”I familien er det jo ikke kun den, der køber ind og laver maden, som bestemmer, hvad der skal på bordet. Det gør hele familien, hvor børnene i øvrigt har fået langt større indflydelse på forbruget i forhold til tidligere. Så det der med at skulle skære ned på kødet eller købe økologiske varer kommer til at indgå i et forhandlingsspil i dagligdagen, som kan give problemer. Der kan være familiemedlemmer, som ikke føler, at de bliver mætte uden kød eller kød nok. Så selv hvis man har en intention om at flytte på forbruget i familien, møder man barrierer.”

Mangler en del af os også nogle redskaber for at kunne ændre på hverdagens madvaner?

”Vores madkultur er meget kødcentreret: Frikadeller med noget til, stegt flæsk med noget til, kylling med noget til. Derfor er det heller ikke så nemt at skære ned på kødet, som nogle policymagere forestiller sig. Det er også en af grundene til, at der er kommet alle de der køderstatningsprodukter, som hjælper dem, der synes de har brug for en ’trædesten’. Desuden er der en masse mennesker, for hvem mad bare ikke er særlig interessant, og som ikke siger: ’Nu prøver vi lige at lave noget umami-substituering med svampe og soltørrede tomater’.”

Så det at ændre på en madkultur handler ikke kun om at få folk til at holde op med at gøre noget uhensigtsmæssigt – som at spise meget oksekød – men også om at tilegne sig nye færdigheder?

”Præcis. Det kræver, at den enkelte føler sig kompetent og har gjort sig sine egne erfaringer. De fleste, der laver mad, har et bagkatalog på måske 20 retter. Skal vi have en mere klimavenlig madkultur, handler det om at forny det bagkatalog af retter, som den enkelte kan købe ind til uden opskrift, som man bare ved fungerer, og som de andre i husholdningen så også kan lide.”

Grønne retter i kantinen hjælper os med at ændre adfærd

Fordi vaner og rutiner i den grad styrer vores liv, er begrebet ’normalisering’ ifølge Bente Halkier et nøgleord bag effektive adfærdsændringer. Man kan komme et stykke ad vejen med informationskampagner, nudging og håndfast regulering gennem skatter, afgifter og regler (se også boksen). Men vil man for alvor flytte den sociale praksis, skal den enkelte borger opleve, at det både er let og naturligt at ændre adfærd.

”Et godt eksempel på det er offentlige køkkener eller store virksomheder, der begynder at tilbyde klimavenlig mad. Fordelen er, at du som almindelig borger bliver fritaget for selv at tage stilling, opsøge opskrifter og udvikle kompetencerne til at lave maden. Du kan bare gå ind i din kantine, prøve retterne af og opleve, at den grønne mad kan smage godt og mætte,” forklarer Bente Halkier.

”Og kan nogle af de offentlige køkkener ligefrem overtales til at lægge en simpel opskrift sammen med maden eller indføre tage-med-hjem-ordninger, bliver det endnu nemmere for den enkelte at spise grønnere.”

Ifølge Bente Halkier har sådanne kollektive løsninger den ekstra fordel, at de knytter mennesker sammen og derfor kan flytte normer på tværs af sociale grupper:

”Folk ser, at det ikke kun er ’os’ rundt om bordet, der spiser den klimavenlige mad. Smedene fra Afdeling C og sygeplejerskerne ovre fra Anæstesi gør det faktisk også. Gennem offentlige køkkener har man derfor mulighed for at nå andre end de allerede overbeviste middelklassefolk.”

Andre vil argumentere, at det snarere handler om at dreje på de store samfundshjul, hvis klimaindsatser for alvor skal batte. Det kunne f.eks. være ved at lægge skatter og afgifter på klimabelastende produkter som kød. Hvad mener du om det synspunkt?

”At det er godt at lave afgifter, fordi det virker på dele af hverdagslivet. Vi hverdagssociologer siger heller ikke, at prisen er uden betydning. Men der er en masse i dagligdagen, der ikke styres af økonomisk rationalitet og prismekanismer: Vaner, identitet, normer, kultur osv. De sider rammer man ikke med økonomiske eller informative virkemidler alene.”

Det hjælper ikke at moralisere og udskamme

Der er både mennesker, som er meget negative og meget idealistiske på klimaområdet. Hvor stor risiko er der for, at vi kommer til at polarisere os i forskellige kulturer, der råber ad hinanden?

”Den risiko er der jo altid på de sociale medier, men jeg tænker ikke, at risikoen er så voldsom stor i Danmark.”

Hvorfor ikke?

”Fordi vi trods alt har en demokratisk tradition for at tolerere forskellighed i et eller andet omfang. Vi har mange forskellige partier, og vi har som befolkning relativt stor tillid til, hvad staten foretager sig. Det taler for, at truslen om at få ’gule veste’ (fransk protestbevægelse) ikke er stor i Danmark,” siger Bente Halkier.

Noget af det, der virkelig ikke virker i forhold til at forandre normer og vaner, er at trække noget meget hårdt ned over hovedet på folk og pege fingre ad dem moralsk.

Men hun advarer mod, at forsøgene på at påvirke folks levemåder får en moraliserende form.

”Noget af det, der virkelig ikke virker i forhold til at forandre normer og vaner, er at trække noget meget hårdt ned over hovedet på folk og pege fingre ad dem moralsk. Vi skal virkelig passe på med ikke at ryge derover med klimavirkemidlerne. Desuden har vi ofte at gøre med grupper, som har færre sociale og økonomiske ressourcer og dermed mulighed for at lave om på noget som helst i deres dagligdag.”

Hvad vil du sige til folk, der måske godt kan følge den overordnede klimadagsorden, men frygter, at de skal sige farvel til store dele af vores madkultur – fra gourmetmaden til hverdagsmaden?

”Selv om jeg godt ved, at oksekød kan være en fantastisk del af både gourmet- og hverdagsmadskulturen, vil jeg lægge mig i kølvandet på tænketanken Concito, som i nogle af deres opgørelser viser, at det, der betyder mest, er at skære sådan noget som oksekød ned til et minimum. Man opnår en mindre klimaeffekt ved helt at undgå kød.”

”Det, vi i Klimarådet foreslår i forhold til bl.a. de offentlige køkkener (se boks), er jo heller ikke, at folk nødvendigvis skal spise vegetarisk. Vi sigter efter at de følger de officielle kostråd, hvor der kun indgår lidt kød. Fleksibilitet er vigtigt.”

I hvor høj grad har eksperter som dig, der sidder i Klimarådet, ansvar for at kommunikere på en måde, der forsøger at bygge bro mellem sociale grupper?

”Et kæmpe ansvar! Jeg tænker altid over, hvordan jeg skal formulere mig, så folk ikke føler sig hængt ud eller overansvarliggjort.”

Det var derfor også bevidst, at Klimarådet i sine nylige anbefalinger om mere klimavenlig kost ikke bruger ord som ’veganisme’ eller ’vegetarisme’?

”Lige præcis. Fra survey-undersøgelser kan vi se, at kun få i Danmark, cirka 5 pct., ser sig selv som vegetarer eller veganere. Men vi kan også se, at der er en rigtigt stor del af befolkningen, der er bekymret for klimaet og gerne vil være med til at gøre noget for det.”

---