Både liberalismen og socialismen har spillet fallit over for klimakrisen

Kronik af lektor Anders Blok, Sociologisk Institut, og lektor Rasmus Willig, Roskilde Universitet, i Information den 4. januar 2021.

Ser vi på den danske klimalov fra juni 2020, står det klart, at henholdsvis velfærds- og konkurrencestaten har sat sine tydelige og afgørende fingeraftryk. Det sker i form af bindinger, der for det første tilsiger, at indfrielsen af 70-procentsmålsætningen i 2030 skal ske under hensyntagen til at bibeholde »et stærkt velfærdssamfund« med sammenhængskraft og social balance.

Samtidig skal omstillingen ske på måder, der sikrer »en dansk konkurrencekraft«, hvor dansk erhvervsliv »udvikles og ikke afvikles«.

I de fleste borgeres ører lyder disse ting sikkert indlysende og rigtige.

Men faktisk gemmer sig her nøglen til at forstå, hvorfor en ambitiøs grøn omstilling lader vente på sig.

Der er nemlig tale om en videreførelse af ideologiske principper af henholdsvis socialistisk og liberalistisk art, som historisk har vist sig ude af stand til at reagere rettidigt og resolut på klima- og biodiversitetskriserne.

Hvis der er vand i kælderen eller ild i huset, vil vi sædvanligvis straks reagere og først bagefter finde ud af, hvordan vi skal betale regningen. For vi ved godt, at hvis vi ikke handler med det samme, vil vi blive ramt af svær skimmelsvamp, eller huset vil helt brænde ned – og vi vil således betale den højeste pris.

Sådan er det ikke med de gamle ideologier og statsformer. De diskuterer fortsat, hvordan branden skal slukkes, og hvordan kælderen skal tømmes.

Gamle ideologier er passé

De, som er tilhængere af socialismen, håber stadig, at en stærk stat vil sætte skik på kapitalismen. Og de, som mere er til den liberale side, håber på, at markedet kommer med et teknologisk fix.

De gamle ideologier fremstår passé, handlingslammede og uden realisme.

Velfærdsstaten er historisk set et svar på den sociale kritik af industrikapitalismens ulighedsskabende tendenser og Anden Verdenskrigs rædsler.

Her blev socialismens ligheds- og solidaritetshensyn omsat til nye kompromiser såsom progressiv beskatning.

Men med velfærdssamfundets konsolidering efter 1960’erne fulgte samtidig en demokratisering af de højforbrugslivsstile med kød på bordet og charterturisme, som drev CO2-udviklingen i vejret.

Siden 1990’erne har konkurrencestaten sat turbo på denne udvikling ud fra det ensporede liberalistiske mantra om produktivitet og effektivitet i den globale markedskonkurrence.

En form for effektivitet, der har fjernet insekterne fra markerne og fuglene fra himlen.

Som modsvar har staten orkestreret det, der i samfundsforskningen omtales som en svag økologisk modernisering. Det betyder, at alle samfundets institutioner har lært at tale grønt og bæredygtigt om sig selv – alt imens miljø- og klimahensyn er forblevet sekundære til de reelt dominerende velfærds- og konkurrencehensyn.

Siden 2018 har vi været vidne til en genopblussen af civilsamfundets grønne kritik anført af ungdommen. Men alligevel er den danske klimalov udtryk for mere kontinuitet end reelt paradigmeskift.

Den dominerende sortbrogede pragmatisme

Det ses tydeligst i debatten om en ensartet CO2-afgift – et tiltag, som anbefales af klimafaglige eksperter, men som regering og Folketing som bekendt har udskudt på ubestemt tid.

Det er her vigtigt at huske, at en CO2-afgift på 1.500 kroner per ton, som Klimarådet har anbefalet indfaset frem til 2030, reelt er udtryk for det absolut mindst indgribende og mest markedskonforme af alle de statslige virkemidler, der kan og bør tages i brug. At der ikke kan opnås politisk opbakning til dette tiltag, viser det stærke ideologiske greb fra fortiden, som magteliten holder den grønne omstilling i.

Argumenterne imod CO2-afgiften er tilsvarende udtryk for den sortbrogede og ubæredygtige pragmatisme, som dominerende røde og blå kræfter i dansk politik har fundet sammen om.

På den ene side henvises til problemer for den danske konkurrenceevne for forureningstunge erhverv som cementproduktion og animalsk industrilandbrug. Forestillingen om lækage, altså udflytning af danske arbejdspladser som følge af øget regulering, sætter trumf på denne form for kynisme. Fordi andre ellers vil sælge heroinen i skolegården, forstår vi, har vi ikke andet valg end at fortsætte med at pushe.

På den anden side er der blevet skabt et narrativ, hvor sociale og grønne hensyn fortsat spilles falsk ud mod hinanden. Vi må ikke tage kødet fra lavindkomstgrupperne, siger statsministeren.

På den måde bidrager hun til den vrangforestilling, at det skulle være specielt vanskeligt at indføre en progressiv grøn beskatning, hvor de tungeste forurenere med de dybeste lommer betaler mest for omstillingen.

Vi har allerede en grøn check, som kan løse dette såkaldte dilemma. At magtelitens røde elementer trækker denne gamle traver af stalden, siger uendeligt meget om deres omstillingsuduelighed.

En bæredygtig stat

Stillet over for disse fortidsforlængende tendenser fra velfærds- og konkurrencestatens magtfulde fortalere mener vi, at der er behov for en genorientering af vores politiske kompas, sådan at kampen mellem rød og blå erstattes af kampen mellem grøn og sort.

En udvikling, hvor værdiprioriteringerne skifter plads, sådan at bæredygtighedshensyn sættes forud for både velfærds- og konkurrencehensyn i den statslige politik, i udvikling og styring af markedsudviklingen og i de fællesskaber og nye alliancer, der skabes i civilsamfundet.

Denne udvikling kalder vi under ét for den bæredygtige stat.

Den bæredygtige stat er en statsform, hvor hensynet til langsigtet og global bæredygtighed i form af de planetære økologiske grænser sættes forrest i vurderingen af nye offentlige planer og politikker.

Det er en statsform, hvor markeder reguleres og formes ikke blot gennem skatter og afgifter, men tillige gennem nye krav til virksomheders økologiske bundlinje og fremme af nye former for demokratisk medejerskab.

Det er en statsform, hvor der sikres nye kanaler for civilsamfundets deltagelse i den lokale omstillingsproces, samtidig med at grøn kritik bydes velkommen som anledning til fælles læring.

Og mest af alt er det en statsform, hvor der handles resolut på de livstruende kriser. For lige nu befinder vi os i en situation, hvor diskussionerne mellem rød og blå kun kan opfattes som en ny form for passiv medvirken til, at vores børn ikke kan se nogen reel fremtid.

Vores pointe er, at det ikke enten er den enkeltes eller statens opgave at sikre en ambitiøs grøn omstilling; ligesom vi hverken bør stille os tilfredse med liberalisternes blinde markeds- og teknologi-tiltro eller socialisternes tiltro til en stærk og kapitalismeundertvingende stat.

En ambitiøs grøn omstilling må derimod skabes gennem en ny samfundskontrakt, der gensidigt forpligter statens, markedets og civilsamfundets aktører på nye, reelt bæredygtige pejlemærker for samfundsudviklingen. På nye modeller for livskvalitet, ligevægt og regenerativ økonomi hinsides det 20. århundredes fossile vækstøkonomi.

At skabe dette markante grønne sporskifte kræver betydeligt mere, end hvad ’grøn vækst’-mantraet blandt velfærds- og konkurrencestatens vogtere i den danske magtelite bilder os ind. At skabe den bæredygtige stat er det 21. århundredes opgave, og det haster med at komme op i omdrejninger.

Anders Blok er lektor ved Sociologisk Institut, Københavns Universitet. Rasmus Willig er sociolog og lektor ved Institut for Samfundsvidenskab og Erhverv, Roskilde Universitet. De er sammen forfattere til bogen ’Den bæredygtige stat’, Hans Reitzels Forlag.

Emner