Hvad sker med universiteterne?

To tendenser har massivt domineret universitetspolitik gennem de seneste tre årtier. For det første den vedholdende ekspansion og effektivisering af statslige styringsteknikker med henblik på at transformere uddannelser og forskning til produktive kræfter i konkurrencen på de globale kapitalistiske markeder. Styringsregimet henter sine principper fra økonomisk neoliberalisme og New Public Management. Den anden tendens er i sagens natur mindre iøjnefaldende: en stigende afpolitisering af den første tendens. Afpolitiseringen består i, at styringen sker ved teknikker, der iklæder sig et slør af neutralitet. Og det ansættes der jo ikke spindoktorer og mediekonsulenter til at markedsføre.

Som politikområde har universitetspolitik dermed også fået en mere perifer og underordnet status på Folketingsniveau og i den politiske offentlighed. Området afkobles fra input-siden i det politiske systems styringskæde, fra de åbne demokratiske processer i det parlamentariske politiske system: partier, organisationer og andre eksterne interessenter i samfundet, såvel som ansatte og studerende i produktionsleddet, hvor resultaterne skabes, udgrænses. I stedet forskydes feltet til et parapolitisk system tæt koblet til outputsiden i form at netværk mellem nøglepersoner i statsadministration, forskningspolitiske organer, erhvervsorganisationer og virksomheder.

Jeg vil tage mit udgangspunkt i to aktuelle eksempler, der trods alt har skabt nogen offentlig debat. Det drejer sig om den såkaldte ”fremdriftsreform”, der skal sikre hurtigere gennemførelsestider på universitetsstudierne samt Produktivitetskommissionens fjerde rapport fra december 2013: Uddannelse og innovation[1], der handler om, hvordan uddannelser kan øge produktiviteten.

Heine Andersen: Hvad sker med universiteterne? (Eksternt link) i Kritisk Debat