Undervisningsophold på Shanghai University - Køn, velfærd, ligestilling

Lektor Hilda Rømer Christensen, tidligere leder på Koordinationen for Kønsforskning, fortæller om sommerens undervisningsophold ved Shanghai Universitys Summer School.

Det var hamrende varmt i Shanghai i denne sommer.  Og allerede før lektionen startede kl. 8. morgen var den unge kinesiske mand på første række faldet i søvn. Ligesom amerikanske universiteter har også kinesiske universiteter den politik, at de studerende skal hærdes til både varme og kulde.  Det indebærer, at temperaturen let sniger sig op på 35 grader i undervisningslokaler og dormitorier, hvor de studerende typisk deler værelse med 5 andre.  Ikke desto mindre opfatter unge kinesere det som et privilegium at gå på universitetet.  De bor langt væk fra bekymrede, kontrollerende og ambitiøse forældre, og kan leve deres eget liv med studier og nye internationale berøringsflader og brug af storbyens konsum og kulturmuligheder. Så langt som deres begrænsede økonomi tillader det.  

Jeg havde i sommeren 2013 både fornøjelsen og udfordringen af at undervise på Shanghai University, som er stort undervisnings- og forskningsuniversitet med 44.000 studerende. Undervisningen indgik i en international sommerskole ved Shanghai University, som indebar, at det var obligatorisk for alle førsteårsstuderende at deltage i et engelsksproget kursus.  De 70 inviterede gæstelærer, der dækkede alle fagområder, kom fortrinsvis fra USA og England, og så enkelte fra øvrige europæiske lande, herunder undertegnede fra Danmark.

Mit kursus havde til formål at belyse køn og ligestilling i de nordiske velfærdstater og at trække tråde til globale tendenser og til Kina i det 21. århundrede.  Lektionerne bestod i introduktioner til velfærdsregimer og ligestilling, mænd og faderskab, barselslovgivning, samt aktuelle ligestillingsstrategier i Norden og Europa.  Hvor gangbar er den nordiske model i dagens kinesiske kontekst? Og hvilke forbindelseslinjer er der til hverdagslivet i det postsocialistiske Kina? Der var godt 30 studerende på holdet, der havde en ligelig fordeling af mandlige og kvindelige studerende.

Den komparative tråd blev holdt ved, at de studerende mellem forelæsningerne indsamlede data fra deres egne eller venners familier, som så blev fremlagt og sammenholdt med vestlige teorier, metoder og strategier.  Generelt taler man om den aktuelle kinesiske markeds socialisme som en compressed modernity, det vil sige en moderniseringsproces og et samfund, hvor udviklingen er foregået og stadig foregår i radikale ryk, til forskel fra en incrementel, mere langsomt fremadskridende vestlig model. Og det blev helt klart, at compressed modernity omfatter andet end økonomi og politisk på højt plan.  Compressed modernity modsvares af, hvad man kan kalde compressed memories eller experiences, hvori Kinas dramatiske historie og kultur, politiske prioriteringer m.v. genfindes i det enkelte individ, i dets erfaringer, dets håb og drømme og smerte. En af disse smerter knyttede sig til forskelsbehandling af drenge og piger, som et halvt til et helt århundreds ægteskabslovgivning og kompakt kommunistisk ligestillingsideologi ikke har fået afskaffet.  ”I det gamle Kina blev mænd vurderet højere end kvinder.  F.eks. foretrækker min bedstemor mig og ikke min lillesøster, fordi jeg er en dreng, mens min far og mor ikke tænker så meget på køn, hed det hos en mandlig studerende. Og et andet sted: ” i min familie var der en stærk patriarkalsk ideologi og min fødsel vakte ikke begejstring, men det gjorde min brors. Men min mor og far er ikke sådan, de behandler min bror og mig ens.” En tredje studerende berettede: ”Min fra var meget utilfreds med kun at have en datter. Han har nu en ny kone, med hvem han har fået en søn.”    Patriarkalske strukturer tolkerede de studerende optimistisk som noget, der er på retur. Her fortæller de aktuelle fødselstal i Kina dog en anden historie og vidner om, at sønner stadig er i højere kurs end døtre. Denne såkaldte bachelor bombe kan blive en stor udfordring i et land, hvor heteroseksuelt ægteskab stadig ses som et kulturelt og samfundsmæssigt must.   Mere alment ønskede disse studerende den kinesiske stats centrale rolle, fastholdt, som en, der beskytter og faciliterer ligestilling. Men i en særegen kombination med den kinesiske/konfucianske arbejdsetos, der går godt i spænd med den liberale velfærds models vægtning af hårdt arbejde og med en moderniseret udgave af den konservative familie orienterede model. Holdningen var, at fædre skulle være aktive og ansvarlige, blandt de unge mænd var der en stærkere betoning af mandligt ansvar og forsørgelse. Barsel til mænd blev set som meget skandinavisk og som en mandlig studerende sagde, vejen til kaos i Kina.  Modsat kvinderne, som mente, at dette sammen med andre tiltag, var vejen til et bedre og mere ligestillet liv.

Mens forestillinger i Vesten går på, at kineserne i dag er crazy forbrugere, der hurtigst muligt ønsker at komme på omgangshøjde med vestlig konsum, viste ønskerne i denne gruppe unge et mere nuanceret billede.  F.eks. afspejler ideer om drømmeboligen i 2030 både afstand og and vis kontinuitet til bedsteforældre og forældres primitive boliger på landet eller i små lejligheder i Shanghais gamle kvarterer.  Flere skrev i deres essays om beskedne, men energivenlige og naturnære boliger, der står i kontrast til Kinas voldsomme urbaniseringsplaner for de næste årtier.  ”Mit drømme hus i 2030 er helt enkelt måske 90 til 100 kvadratmeter. Jeg håber, at det er energivenligt, og at huset har sol energi.”  Og ”Mit drømmehus i 2030 her helt enkelt: Der behøver ikke at være så meget plads, men jeg håber, at der er en balkon, så det er nemt at komme ud i solen, det skal ligge i en park og der skal være gode omgivelser.” og ”Jeg bryder mig ikke om overfyldte huse på en støjende gade som det, mine forældre bor i. Jeg kan godt lide japansk arkitektur, som er gennemtænkt og miljøvenligt.  Når jeg bliver voksen vil jeg bygge et hus et fredfyldt sted på landet, med fisk i vandet og fugle der synger i træerne.” Kun en enkelt beskrev drømmehuset som en kopi af vestlig forstadsluksus, som 200 kvadratmeter med en ”stor og dejlig have omkring. Der er mange blomster og grøntsager, den har et stort træ, som jeg kan sidde under med min familie.  Bagved er der en swimmingpool, hvor jeg kan svømme med mine venner. Der er meget komfortabelt i mit drømmehus.”

Ikke overraskende var holdninger og håb i denne gruppe unge, som kunne tegne omrids af en ny middelklasse i Kina stadig bestemt af klasse, køn, og geografisk herkomst. Da jeg f.eks. bad de studerende om at præsentere sig selv og deres baggrund, begyndte de at fortælle, ikke om deres faglige baggrund, men om deres Home Town. Home Town, hvor familien bor, har både en social, økonomisk og ikke mindst en identitetsmæssig betydning, som er langt større end i Norden i dag.  Og som kommer til udtryk i en blanding af taknemmelighed, dårlig samvittighed og frustration over, om de nu kan leve op til alle forventningerne, uddannelsesmæssigt og økonomisk.

De danske medier og den danske offentlighed har for nylig været meget optaget af, at konfrontere det kinesiske skolesystem med det danske på baggrund af er TV dokumentar program om livet i to 9. klasser i henholdsvis Århus og Harbin i det nordlige Kina. TV programmet præsenterede en skoleprofil, som på mange måder faldt ud til kinesernes fordel, ro i klassen, målrettede og flittige studerende, der klarede sig godt i den sammenlignende test osv. På baggrund af mine – indrømmet kortvarige - erfaringer som gæstelærer på  Shanghai University er jeg nu ikke så bekymret. I sammenligning med de danske og fortrinsvis europæiske studerende, som jeg underviser i samme emner på Københavns Universitet, var der således ikke den store forskel.  Når det gælder sprogkundskaber har europæerne i hvert fald lige nu et stort forspring!

Jo, måske var der en ting, som de kinesiske studerende vandt på, nemlig interessen for det fremmede og for Vesten og Norden.  En interesse, der lige nu ikke modsvares af en tilsvarende interesse for Kina blandt danske unge. Slet ikke på universiteterne.