Hvor forsvandt vi hen? En rekonstruktion af hverdagen under Coronakrisen

For at bekæmpe SARS-CoV-2 og COVID-19 implementerede regeringer rundt omkring i verden drastiske politikker omkring overholdelse af social afstand ved fx at lukke skoler og universiteter, lukke nationale grænser eller sætte områder eller regioner i karantæne. Den epidemiologiske begrundelse for disse tiltag var, at de skulle flade kurven ud, reducere sandsynligheden for at overbelaste hospitalerne og derved forhindre sundhedssystemet i at kollapse. Forskning har dog længe vist, at social kontakt påvirker mentalt og fysisk helbred.

Vi foretog ugentligt online spørgeskemaundersøgelser for at analysere politikkerne omkring social afstands indvirkning på hverdagsrutiner, mental sundhed og familieliv. Blandt spørgsmålene vi forsøgte at besvare var følgende: Hvem fulgte anbefalingerne (eller kravene) om at blive hjemme og reducere antallet af sociale kontakter? Hvilke potentielt farlige rutiner ville folk have svært ved at afholde sig fra? Hvordan reorganiserede familier deres hverdagsrutiner, så der var plads til både børnepasning og arbejde? Hvordan tilpassede de sig arbejdsløshed og sygdom? For hvilke typer af par og familier ledte indespærring og karantæne til konflikter, og hvilke familier kunne klare disse udfordringer eller endda bruge den ekstra tid til at forbedre deres forhold?

Hvad var konsekvenserne af social afstand for individuel modstandskraft og mental sundhed? Som pandemien fortsatte, hvem ville så fortsætte disse nye rutiner, og hvorfor vendte andre tilbage til tidligere vaner? Svarene til disse og andre relaterede spørgsmål ville være afgørende for overvågningen af de potentielle utilsigtede konsekvenser og risici, som social afstand medfører og til målretning af politiske modforanstaltninger.